Den anden dag besluttede jeg mig for at tænke. Ikke bare tænke som jeg altid gør, hver dag og hele tiden, men virkelig tænke, og tænke langt og helt derud hvor jeg ikke plejer. Jeg prøvede at føle. Føle hvad jeg ikke plejede, finde ud af hvad jeg ville føle hvis jeg lod mig selv. Selvom jeg har lysvågen, upåvirket og helt ved bevidsthed var det en forfærdelig og uvant oplevelse. Jeg prøvede virkelig bare at fokusere og nå helt derud. Det føltes som en boks, en firkant, hvor jeg ikke kunne nå ud i hjørnerne. Jeg var fanget i et rum inden i boksen, formet som en cirkel. En cirkel som holdt mine tanker og følelser i skak, og undlod mig at føle og tænke de tanker som kun befinder sig i hjørnerne af boksen. Det lyder langt ude, og jeg kan ikke sige hvad jeg tænkte på, for jeg ved det ikke rigtig. Jeg følte bare, og prøvede at dykke ned i de tanker jeg ikke kan nå, og ikke lader mig selv tænke og føle normalt. Jeg kunne slet ikke være i mig selv. På en eller anden måde tror jeg dog det hjalp, hvor langt ude det så er og hvor lidt det giver mening. Jeg følte ting jeg ikke plejede, og ikke plejede at lade mig selv tænke. Hvorfor der er denne barriere ved jeg ikke, måske det er en forsvarsmekanisme i min underbevidsthed, for rart var det ikke. Jeg tror dog jeg bliver nødt til at komme helt derud, for at komme ud af det her følelseshelvede jeg af og til befinder mig i. Jeg skal lære at føle, og lade mig selv føle.
