Lights

Den anden dag besluttede jeg mig for at tænke. Ikke bare tænke som jeg altid gør, hver dag og hele tiden, men virkelig tænke, og tænke langt og helt derud hvor jeg ikke plejer. Jeg prøvede at føle. Føle hvad jeg ikke plejede, finde ud af hvad jeg ville føle hvis jeg lod mig selv. Selvom jeg har lysvågen, upåvirket og helt ved bevidsthed var det en forfærdelig og uvant oplevelse. Jeg prøvede virkelig bare at fokusere og nå helt derud. Det føltes som en boks, en firkant, hvor jeg ikke kunne nå ud i hjørnerne. Jeg var fanget i et rum inden i boksen, formet som en cirkel. En cirkel som holdt mine tanker og følelser i skak, og undlod mig at føle og tænke de tanker som kun befinder sig i hjørnerne af boksen. Det lyder langt ude, og jeg kan ikke sige hvad jeg tænkte på, for jeg ved det ikke rigtig. Jeg følte bare, og prøvede at dykke ned i de tanker jeg ikke kan nå, og ikke lader mig selv tænke og føle normalt. Jeg kunne slet ikke være i mig selv. På en eller anden måde tror jeg dog det hjalp, hvor langt ude det så er og hvor lidt det giver mening. Jeg følte ting jeg ikke plejede, og ikke plejede at lade mig selv tænke. Hvorfor der er denne barriere ved jeg ikke, måske det er en forsvarsmekanisme i min underbevidsthed, for rart var det ikke. Jeg tror dog jeg bliver nødt til at komme helt derud, for at komme ud af det her følelseshelvede jeg af og til befinder mig i. Jeg skal lære at føle, og lade mig selv føle. 

Honest

Jeg er så ensom. Alene. Det gør ondt indeni. Jeg er ikke alene, men jeg føler det. Jeg vil gerne flygte, men hvorhen? Jeg kan ikke flygte. Følelsen rammer mig bare. Ligegyldig hvad jeg gør kommer den igen. Gå nu væk. Forsvind. Føl mig, mærk mig. Føl hvad jeg føler. Hjælp mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Ligemeget hvor godt det går, kommer det altid tilbage. Måske er det godt at føle sig sårbar og nede af og til, men det er jo ikke fordi jeg lærer noget af det, eller ændrer mit syn på livet eller mig selv af det. Det kommer og går bare, ændrer intet. Jeg kan intet stille op. Jeg vil så gerne have det til at gå væk. Hvis alle har det sådan, hvorfor føler jeg så ikke at der er nogen som rører mig, føler det jeg føler, forstår. Det er en rasende, tom og smertelig følelse. Følelsen af et hul. Ikke sorg; smerte. En grå smerte. Ikke mørk, men faktisk irriterende lys. Ikke lys som solskin overhovedet. Mere fjern. Grå. Som tåge. Konstant tåge, som er svær at se gennem. Intet overskud, intet overblik. Det er derfor jeg ikke kan leve i nuet - jeg vil ikke. Det er nemlig nu jeg føler. Nu kan jeg ikke se frem til imorgen, senere, om lidt. Jeg kan kun se nu. Føle nu. Det er flovt; flovt at snakke om, flovt at invige folk i. Jeg har det jo ikke værre end alle andre, jeg vil ikke fremstå som om jeg tror det, for det har jeg jo ikke. Bestemt ikke. Jeg har det godt, jeg er så heldig. Alle de fantastiske mennesker, alle de muligheder og succesfulde hændelser i mit liv. Jeg ved jeg har det godt. Hvorfor helvede kan jeg så ikke bare føle det? Lad mig føle det som jeg har det. Godt. Fantastisk godt. Nu, igår og i dag. Altid, hver dag. Men jeg føler det ikke nu... Jeg ved ikke hvad der er værst: ikke at føle noget, eller føle som jeg gør nu. Jeg føler virkelig at jeg lever nu - det kan bare ikke passe at det skal gøre så ondt at leve. Jeg vil gerne kunne nyde mit eget selskab, nyde roen og stilheden. Nyde at jeg er mig, nu og her, alene. Det eneste jeg kan føle når jeg er alene, er bare at jeg går glip af alt andet og bedre. Det gør jeg jo ikke. Hvorfor skulle alle andre have det bedre end jeg, lige nu? Jeg mangler jo intet her. Jeg har alt jeg behøver, og jeg kan få selvskab hvis jeg behøver det. Det er bare hårdt altid at skulle forholde sig til andre. Jeg kan godt lide at være alene, det er derfor jeg bor alene. Jeg elsker det. Mit og mig, mig selv og min ensomhed. Ironisk at jeg er så glad for det, for jeg kan alligevel ikke holde det ud. Jeg har ikke lyst til at se andre, men det er det eneste som holder følelsen væk. Måske jeg gemmer den væk, men jeg kan ikke bearbejde den selv hvis jeg lader mig selv føle den. Jeg synes jeg har prøvet alt,  men måske det ikke er så slemt som jeg føler det. Måske jeg bilder mig selv det ind. Måske jeg slet ikke har det dårligt? Måske jeg selv kan vælge hvad jeg vil føle, selv styre det. Måske jeg gerne vil have det sådan - men når jeg så ikke vil, så vil jeg gerne have det til at gå væk. Virkelig gerne. Forvinde. Nu.

Tessellate

Du giver mig så meget, men alligevel får jeg så lidt. Tal til mig. Hvad sker der? Jeg er bange. Bange for fremtiden, bange for dig. Mest bange for mig selv. Gør noget, ellers gør jeg ikke mere. Jeg giver op igen. Jeg vil ikke føle mere. Men det er det eneste jeg kan.

Love druggie

Lad aldrig din hobby være mænd. Og kærlighed.. Muligvis en rigtig lorte, skod, dårlig kombi... Muligvis en fucking, fantastisk overvejelse: Hvem siger at de to ting behøves hænge sammen? Jeg vil elske mig selv, verden og de som er i den. Mænd er mænd: De er flotte og fantastiske, og samtidig så fucking forfærdelige. Det jeg mangler er ikke mænd. Det jeg mangler er kærlighed til noget andet, andre og mig selv. Det er bare svært at finde andet som gør mig ligeså fucking, euforisk glad som du. Følelser: sluk. Succes.

Alein, Alene

Hvorfor egentlig gøre noget? Hvorfor egentlig tænke? Hvorfor ikke bare go-with-the-flow? Hvis man tænker for meget er alt jo ligegyldigt. Hvorfor skulle man bruge tid på at møde mænd og lære dem at kende - det ender alligevel ud i et forhold til en person som et eller andet sted kan være total ligegyldigt for dig… han var jo ligegyldig før, ikke sandt? Det er nu nok bare noget biologisk der får os til at prøve igen og igen – for jeg tror aldrig vi opgiver håbet om at der er en derude som passer perfekt til os. Det sørgelige er bare at “perfekt” ikke findes. For der vil altid være noget galt (og jeg tror ikke på jer der påstår det modsatte!). Ja, så kan man gå på kompromis, men hvorfor SKAL det være nødvendigt? Hvorfor fanden er vi mennesker så forskellige, det gør det jo endnu sværere. Regel nummer 1: Lad være at tænke over det, bare gør det. Du får ikke det du går og venter på, så nyd nu bare det der kommer af sig selv. Måske der er en mening med det?

Dagen efter

Jeg tror det er meget sundt at have tømmermænd af og til. Måske ikke fysisk, men psykisk. Man tænker og oplever verden på en anden måde end man plejer. Det hele virker mere uoverskueligt og ligegyldigt, det er frustrerende og man ønsker egentlig bare at genvinde overblikket og overskuddet. Samtidig er det hele mere levende. Ens humør er mere rigtig: er man glad, er man meget glad. Er man nede eller sur, er dette også meget værre. Af og til er man også bare en forvirrende blanding af det hele. Levende. Man mærker også ens krop bedre: Giften som langsomt forlader kroppen, kroppen som arbejder. Trætheden. Tomheden. Ligegyldigheden. Man tænker nogle tanker man normalt ikke ville tænke, finder nogle andre svar end man normalt ville finde. Det hele er bare meget mere.... Meget.

Approach

Jo, nej, sikkert, måske, hvem ved... Hvorfor overhovedet gøre noget? Er der en mening med noget som helst i det store hele? Hvem ved? Jeg er fucking ligeglad - for jeg har det godt, og det er det eneste som betyder noget. Lev. Nu, i morgen, altid. Det er det eneste livet handler om.

Unexplained

Hvidt, sort? Jeg kan lide begge farver, jeg kan lide kontrasten mellem. Jeg kan bedst lide sort. Sort er beskeden og arrogant, doven og nem - men samtidig mystisk. Sort siger "I don't bother you, don't bother me". Hvid skriger på opmærksomhed, og kærlighed. Varme. Det fineste og mest uskyldige modsat det hårde og selvstændige. De eneste to farver alle levende skabninger kan se. Ja, sort og hvid er farver. Der er ikke noget som ikke har en farve. Alting man ikke kan se har også farver; følelser, handlinger, tanker, ord. Alting. Sort og hvid er bare ekstremer. Ekstreme modsætninger. Klare modsætninger. Tomme farver, men samtidig så fulde af liv. Sort og hvid. Ligesom livet, ligesom mennesker.

Lykke

Jeg undrer mig tit over hvornår man er lykkelig. Eller om det bare et et begreb der er opfundet for at vi har noget at sigte efter og en mening med at leve. Jeg føler mig af og til, og oftest, lykkelig! Eller det tror jeg at jeg gør, når jeg sådan mærker efter, og ser bort fra de ting som måske gør mig mindre glad. Det kan jo også være noget jeg bilder mig ind, fordi det er det jeg inderst inde gerne vil være. På den anden side er der tidspunkter hvor jeg føler mig lykkelig, som f.eks. når jeg føler mig værdsat og elsket, eller når jeg værdsætter andre og indser hvor glad jeg er for at de er i mit liv. Når jeg føler jeg har overskud og kan alt, eller når jeg er pissehamrende fuld! Men når man er lykkelig, burde det være noget man er hele tiden - eller i hvert fald stort set hele tiden. Kan man så godt bare være lykkelig et kort øjeblik eller for en aften? Kan man ikke bare være lykkelig hele tiden, eller i det mindste bare indtil

det der gør en lykkelig, måske forsvinder? Jeg kan forestille mig at hvis man opnår det i livet man virkelig altid har drømt om, og det så bliver taget fra en, så har man grund til at føle sig ulykkelig. Hvis man endnu ikke har opnået det man drømmer om, men føler sig lykkelig, er det så bare indbildt lykke fordi, eller kan lykke komme af flere ting? Er det én følelse, udløst af flere ting? Kan man overhovedet blive lykkelig af én ting, når livet er så mange forskellige følelser, handlinger og hændelser? Skal det ikke spille sammen det hele, og ligesom opnå en eller anden form for større helhed? Hvad hvis lykke bare er en følelse... ikke en tilstand. Hvorfor kan alle mennesker så ikke bare føle sig lykkelige af og til pga. småting eller hændelser. Hvad hvis man når sin drøm og man ikke føler lykke? Er lykke bare et uendeligt mål, som vi aldrig når, men hele tiden prøver at opnå? Hvorfor føler jeg mig så lykkelig? Måske jeg bare er glad.... Måske jeg bare til tider ser positivt på livet, og sætter pris på de gode ting jeg har, og udover de dårlige. Hvorfor kan alle mennesker ikke bare gøre det og blive lidt gladere? Det kan de vel også... Måske de glemmer det? Det hele er vel i sidste ende bare en kemisk proces i hjernen.