Brighter

Jeg har før haft det sådan: "Enten, eller". Enten kunne jeg lide det hele af et pågældende emne, hver en egenskab og særprægethed - eller også kunne jeg ikke. Nu kan jeg godt abstrahere fra at alting måske ikke er helt sort/hvidt, og nogle ting behøver man ikke enten at elske eller hade - man kan godt elske dele, områder eller måske få detajler af noget. Næste spørgsmål er så bare hvor meget det er nødvendigt at kunne lide noget eller nogen, for at lægge yderligere energi og tid i alt det som hører med. Nogle ting opvejer jo bare ens syn og følelse omkring noget, i langt større grad end andet. Det som måske ikke fylder så meget i det store hele, i forhold til det som opvejer vores lyst til at lægge mere tid i noget, er vel det vi bør se udover og acceptere. Acceptere at vi ikke kan ændre det, og at det ikke er så slemt at vi ikke skal have det med. Det er jo en del af pakken, og ingen og intet er perfekt, vel? Jeg vil blive bedre til ikke at dvæle ved små detaljer - i hvert fald ikke de negative, og de positive vil jeg i højere grad lægge mærke til og værdsætte. Jeg vil opveje det gode mod det dårlige, uden egentlig at føle at jeg gør det. Kort sagt: Jeg vil bare føle.

Smoke through fire

Den kærlighed man ser på film er så dyb og magisk. Den er virkelig indbegrebet af romantik, magi og gensidige følelser. Hvorfor kan det ikke være sådan i virkeligheden? Er den kærlighed de opdigter, virkelig så langt fra virkeligheden som det føles? Selvfølgelig er det langt fra alle de negative ting ved kærlighed som film skildre, men det gode de gør, det er virkelig godt. Er den higen efter selvsamme kærlighed en konsekvens af den perfekte fremstilling filmskaberne skaber? Eller findes den også i virkeligheden, vi lægger bare ikke mærke til den? Måske hvis vi kunne se os selv udefra, med samme øjne som vi ser en film, ville vi se hvor fantastisk en kærlighedshistorie vi selv befinder os i. Vi ser bare aldrig det samme som på film. Virkeligheden er slet ikke ligeså magisk, eller kort. Film skildre jo kun en kort del af hele sandheden, men vores sandhed behøves vel ikke være ligeså umagisk som den føles. Med et andet syn og tankegang kunne vi måske se noget andet. Se det smukke, mystiske, dybe. Inderst inde gider vi nok ikke, for så ville vi stoppe med at lede efter den, og hige efter den. Der er altid noget der er bedre end det vi har - og det er det vi ikke har. Jeg vil se min virkelighed på en anden måde. Jeg vil føle og se. Se kærlighed, se magien, se dydben. Det vil jeg gøre fremover, for jeg ved at jeg har oplevet ting ligeså smukke som det jeg har set på film, jeg glemte bare at se det...

Fiction