Honest

Jeg er så ensom. Alene. Det gør ondt indeni. Jeg er ikke alene, men jeg føler det. Jeg vil gerne flygte, men hvorhen? Jeg kan ikke flygte. Følelsen rammer mig bare. Ligegyldig hvad jeg gør kommer den igen. Gå nu væk. Forsvind. Føl mig, mærk mig. Føl hvad jeg føler. Hjælp mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Ligemeget hvor godt det går, kommer det altid tilbage. Måske er det godt at føle sig sårbar og nede af og til, men det er jo ikke fordi jeg lærer noget af det, eller ændrer mit syn på livet eller mig selv af det. Det kommer og går bare, ændrer intet. Jeg kan intet stille op. Jeg vil så gerne have det til at gå væk. Hvis alle har det sådan, hvorfor føler jeg så ikke at der er nogen som rører mig, føler det jeg føler, forstår. Det er en rasende, tom og smertelig følelse. Følelsen af et hul. Ikke sorg; smerte. En grå smerte. Ikke mørk, men faktisk irriterende lys. Ikke lys som solskin overhovedet. Mere fjern. Grå. Som tåge. Konstant tåge, som er svær at se gennem. Intet overskud, intet overblik. Det er derfor jeg ikke kan leve i nuet - jeg vil ikke. Det er nemlig nu jeg føler. Nu kan jeg ikke se frem til imorgen, senere, om lidt. Jeg kan kun se nu. Føle nu. Det er flovt; flovt at snakke om, flovt at invige folk i. Jeg har det jo ikke værre end alle andre, jeg vil ikke fremstå som om jeg tror det, for det har jeg jo ikke. Bestemt ikke. Jeg har det godt, jeg er så heldig. Alle de fantastiske mennesker, alle de muligheder og succesfulde hændelser i mit liv. Jeg ved jeg har det godt. Hvorfor helvede kan jeg så ikke bare føle det? Lad mig føle det som jeg har det. Godt. Fantastisk godt. Nu, igår og i dag. Altid, hver dag. Men jeg føler det ikke nu... Jeg ved ikke hvad der er værst: ikke at føle noget, eller føle som jeg gør nu. Jeg føler virkelig at jeg lever nu - det kan bare ikke passe at det skal gøre så ondt at leve. Jeg vil gerne kunne nyde mit eget selskab, nyde roen og stilheden. Nyde at jeg er mig, nu og her, alene. Det eneste jeg kan føle når jeg er alene, er bare at jeg går glip af alt andet og bedre. Det gør jeg jo ikke. Hvorfor skulle alle andre have det bedre end jeg, lige nu? Jeg mangler jo intet her. Jeg har alt jeg behøver, og jeg kan få selvskab hvis jeg behøver det. Det er bare hårdt altid at skulle forholde sig til andre. Jeg kan godt lide at være alene, det er derfor jeg bor alene. Jeg elsker det. Mit og mig, mig selv og min ensomhed. Ironisk at jeg er så glad for det, for jeg kan alligevel ikke holde det ud. Jeg har ikke lyst til at se andre, men det er det eneste som holder følelsen væk. Måske jeg gemmer den væk, men jeg kan ikke bearbejde den selv hvis jeg lader mig selv føle den. Jeg synes jeg har prøvet alt,  men måske det ikke er så slemt som jeg føler det. Måske jeg bilder mig selv det ind. Måske jeg slet ikke har det dårligt? Måske jeg selv kan vælge hvad jeg vil føle, selv styre det. Måske jeg gerne vil have det sådan - men når jeg så ikke vil, så vil jeg gerne have det til at gå væk. Virkelig gerne. Forvinde. Nu.