Her sidder jeg en søndag aften og er deprimeret over mit liv og min fremtid.
Det er nok mest min fremtid som går mig på, da mit liv forholdsvis nemt kan reddes ved at få lavet de par afleveringer (eller fem) jeg er bagud! Ja nogen stræber er jeg ikke, jeg skal bare igennem gymnasiet! Når jeg kommer det, har jeg dog ingen sikkerhed for hvad jeg så skal. Det går mig utrolig meget på at jeg ikke er sikker på at jeg får et job, eller finder et eller andet at som kan skaffe mig nogle penge, hvad enten det er SU eller løn.
Min plan er at studere til designteknolog i Herning, men det bliver nok ikke næste år, da jeg føler mig for skoletræt til at begynde på min "seriøse" fremtid. Så i stedet havde jeg tænkt mig at tage en kort uddannelse, måske i form af en supplerende HHX (som desværre kun varer ½ år) eller en uddannelse som fitnessinstruktør (som desværre varer 1,5 år, æv!) jeg skal i hvert fald bare i gang med et eller andet!
Jeg vil heller ikke have noget imod hvis jeg bare skulle arbejde.. måske bare et halvt år, og så finde på noget andet det sidste halve, men chancerne for at få et job med så mange arbejdsløse er bare rimelig lille, så jeg vil ikke satse på det!
Jeg ender nok på kontanthjælp.... men det er vel heller ikke jordens (eller min) undergang. Bare jeg kan få nogle penge så jeg kan blive boende i min lille lejlighed, sammen med Pickles. Det er bare ikke så let at tænke positivt når jeg føler mit liv er på vej udover et vandfald, eller bliver opslugt af et sort hul når gymnasiet er overstået. Hvorfor skal livet være så besværligt og uvist? Jeg burde nok bare tage mig sammen, pakke mine ting og flytte til Herning, så jeg kan begynde det der forhåbentlig skal blive byggestenene for mit nye liv! Dog har jeg alt for meget at forlade her i Randers og det gør det da heller ikke nemmere at jeg lige har mødt det mest fantastiske væsen i miles omkreds* som jeg også skal flytte væk fra, hvis jeg vælger at starte mit nye liv i Herning City...................Hvor er livet dog bare indviklet og uretfærdigt! Jeg gider ikke blive voksen og tage ansvar. Det hårdeste ansvar må være det man har for sig selv. Jeg vil i hvert fald til en hver tid hellere tage ansvar for min kat Pickles (hun fungerer lidt som et prøve-barn for mig), end at træffe alle de valg livet tvinger en til at tage!
Livet er hårdt....men dog alligevel fantastisk.
Jeg kan godt lide at leve. Jeg kan godt lide at være menneske... eller nej, jeg elsker det.
*Det omtalte væsen er dog endnu af ukendt race, men så absolut af hankøn!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar